Ofte stillede spørgsmål  |  Om os  |  Bestil bagage/sæde  |  Kontakt

God

40.000 gæster i 2022

 

Din guide til feriebyerne i Tyrkiet

De ligger som perler på en snor – feriebyerne langs den tyrkiske sydkyst og vestkyst. Og på overfladen kan de ligne hinanden, men ligesom hver perle har sin egen unikke glans, afslører et nærmere blik at hver by har sin helt unikke charme. Med denne guide kan du finde lige præcis den ferieby, der passer til lige netop dine feriedrømme.

Ferie ved den tyrkiske sydkyst

Alanya

Alanya er danskernes foretrukne rejsemål i Tyrkiet – og der er da også utallige grunde til at forelske sig i den livlige og charmerende by. Alanyas hjerte er den stemningsfulde basar, hvor du kan købe alt fra genuine fakes til smykker, tøj og lokalt kunsthåndværk. Basaren munder ud i den hyggelige havnepromenade, hvor de omkringliggende caféer sørger for kølige drinks og lækker mad, mens du nyder udsigten over havet. Mellem basaren og havnen finder du byens mange natklubber og diskoteker, hvor et festfyrværkeri af dansehits og farverige cocktails sikrer, at festen nemt kan blive ved til den lyse morgen. Uanset på hvilken side af byen du befinder dig, har du ikke lang til den nærmeste strand. På hver sin side af byens centrum finder du nemlig kilometervis af dejlige strande, hvor du kan nyde solen.

Du skal ikke langt uden for centrum af Alanya, før byens pulserende liv erstattes af fred og ro og skøn natur. I bjergene bag byen kan du nyde en betagende udsigt, besøge en af de mange små hyggelige landsbyer eller lægge vejen forbi en af de små restauranter ved floden DimCay, hvor det svalende bjergvand danner en frodig oase.

Side

Gennem en port af levn fra antikkens storhedstid føres du ind til centrum af Side. Sides centrum minder nærmest om en mosaik af historisk charme og moderne ferieby. Byens hjerte er centreret omkring den hyggelige gågade med små souvenirbutikker, smykkeforretning og tøjbutikker. Gågaden fører ned til den stemningsfulde havn, hvor talrige restauranter lokker med lækker mad og en formidabel udsigt over havet. Langs havnen findes desuden turbåde, som tilbyder både afslappende og festlige dagsudflugter på havet.

Ved havnen finder du de imponerende ruiner af Apollo-templet På begge sider af Sides centrum finder du dejlige strande med vandsport og rig mulighed for at slappe af i solen.

Antalya

Mange kender Antalya af navn, fordi byens lufthavn gennem mange år har været den ene vej fra Danmark til den tyrkiske sydkyst. Antalya er dog langt fra blot en lufthavn – det er sydkystens største by med talrige kulturelle og historiske seværdigheder, dejlige strande og eksklusive hoteller. Særligt den gamle bydel er fantastisk oplevelse. Her går du rundt i de smalle, bilfri gader som er indrammet af smukke, gamle stenhuse og farverige bourgonvillaer på romantisk vis. Antalya er stedet for alle, der vil kombinere pulserende storbyliv med afslappende badeferie.

Kemer De frodige omgivelser og den fredelige atmosfære gør Kemer til lidt af en oase. Byen har de senere år vokset sig til et populært feriemål og er derfor hjemsted for en række lækre All Inclusive-hoteller med alle tænkelige faciliteter. Byens centrum er den hyggelige shoppinggade Liman Caddesi, hvor du kan gøre

feriens souvenirfund. I den flotte marina kan du nyde aftenen med en god middag og lækre cocktails eller blot slentre rundt og se på de flotte sejlskibe, der har hjemme i havnen.

Belek

Belek er golfernes paradis og hjemsted for nogle af Tyrkiets mest luksuriøse hoteller. Her kan du træde ind i en verden af elegance og ro, hvor hotellerne har private afsnit af stranden som private oaser. Selvom de luksuriøse hoteller tilbyder rige underholdningsmuligheder, er en dagstur til Antalya aldrig langt væk. Du kan derfor nemt kombinere den fredfyldt resortferie med byens mange seværdigheder eller den betagende natur i de smukke Taurusbjerge.

Ferie ved Tyrkiets vestkyst

Marmaris

Marmaris er en af Tyrkiets mest populære feriebyer – og med god grund. Den hyggelige by byder på masser af skønne ferieoplevelser, en vidunderlig udsigt over skærgården og masser af frodig natur. Langs stranden ind mod byens centrum ligger de lækre hoteller side om side, klar til at skabe rammerne om ferier for både børnefamilier og par. Marmaris’ centrum er finder du i gaderne omkring byens marina, der foruden utallige gode restauranter og hyggelige caféer byder på en mindre forlystelsespark og en smuk udsigt over de mange store sejlbåde. Nær havnen findes også byens bargade og naturligvis basaren, hvor du nemt kan få nogle gode timer til at gå med at slentre rundt mellem de mange butikker. Trods sine mange besøgende er Marmaris er meget charmerende by, hvor det er nemt at komme ned i gear og slappe rigtigt af – Det skyldes ikke mindst de smukke omgivelser, som du absolut bør opleve med fx en bådtur eller en køretur op i det omkringliggende bjerglandskab.

Icmeler

Icmeler er Marmaris’ lillesøster – og stedet du tager hen, når du vil have fred og ro. Den lille ferieby ligger blot 9 km fra Marmaris’ livlige gader, så du kan nemt tage ind og opleve det højere tempo. I Icmeler er tempoet roligt og stemningen afslappet – det gør dog langt fra byen til et kedeligt rejsemål. Her er flere restauranter og små butikker, hvor du kan gøre feriens indkøb. Her er også en dejlig strand, hvor du kan nyde solen, og det krystalklare vand vil uden tvivl lokke dig til at iføre dig snorkeludstyret og tage på opdagelse under havet overflade.

Fethiye

I Fethiye du masser af feriestemning og masser af autenticitet. Fethiyes gamle centrum huser den hyggelige basar, hvor de overdækkede gader bugner af velduftende krydderier, tøj, tasker og souvenirs – og er det ikke nok til at styre shoppegenet, så er byen også hjemsted for et enormt marked hver tirsdag. Her er turisterne på jagt efter en god handel, mens de lokale gør ugens indkøb i de store frugt- og grøntmarked.

Fethiye har en blændende smuk beliggenhed og de frodige omgivelser kombineret med de små øer og klippefremspring i skærgården kan få de fleste til at tabe kæben i beundring – og som en smuk kulisse bag byen tårner de stejle bjergsider sig op med lykiske kongegrave indmejslet i klippevæggen. Prikken over i’et er Fethiyes store havn, hvor træskibenes master spiller en rolig melodi, de slår mod hinanden og kigger du godt efter kan du være heldig at spotte en havskildpadde eller en blæksprutte, når du går tur langs havnen.

Oplev Tyrkiets vidunderlige feriebyer, og bestil din rejse her

Følg os på sociale medier