Hvad er voksenferie egentlig?
Er det dér, hvor far og mor stikker af fra Aula og madpakker og forlader børnene i køjesengen derhjemme?
Er det ferie for Instagram-berygtedheder, som kan uploade ”solstol-fødder-pool”-billeder i trendy omgivelser? Eller er det for voksne, som ønsker at udleve hedonistiske og ”romantiske udskejelser” med ligesindede?
Nej, ikke nødvendigvis. Måske slet ikke!
Voksenferie er ferie, hvor par uden børn eller voksne venner rejser sammen for at få kvalitetstid sammen, slappe af, genopdage romantikken, styrke venskaber eller bare nyde en ferie uden de forpligtelser og den uro, der uvægerligt følger med familielivet.
Et voksenhotel i Alanya kan opleves som et kærkomment tilflugtssted, hvor du kan forkæle dig selv med tid til at gå ombord i den seneste krimi, tid til de gode snakke, sidde ved poolen og nyde en cocktail og den gode stemning. Måske ligefrem at genopdage, at den mand, du er gift med, stadig er sjov, interessant og fyldt med overraskelser. Eller opdage nye sider af din bedste veninde, som styrker jeres venskab yderligere. Alt sammen i lækre omgivelser.
Alanya er den perfekte livsnyder-destination, som dækker fra trendy, Instagram-venlige hoteller og loungemusik ved poolen til solid hygge og plads til fordybelse.
I Alanya finder du nogle gode og lækre voksenhoteller med højt serviceniveau. Her har vi samlet et par stykker af dem.
Cooks Club
Fantastisk beliggenhed ved Kleopatra-stranden, og Alanyas basar og centrum ligger inden for gåafstand. Stilfuldt og gennemført indrettet med flere musikalske indslag i løbet af ugen, som fx minikoncerter på stranden og kendte DJ’s ved poolen.
En Vie Beach
Slår du op i ordbogen under ”Boutique-hoteller”, så finder du et billede af En Vie Beach. Prisvenligt, enkelt og stilfuldt hotel med perfekt beliggenhed på Øst-stranden og tæt på centrum i Alanya.
Alaaddin Beach Hotel Alanya
Den helt unikke beliggenhed på Kleopatra-stranden, med pæne lave bygninger ud til et toplækkert poolområde, som går direkte over i sandstranden. Alaaddin Beach er derudover et hyggeligt hotel med en god restaurant i gåafstand til Alanyas basar og havn.
Ramira City Hotel
Her kan du ikke bo mere centralt, da både basar, havn og ikke mindst byens lange hovedgade er inden for et stenkast eller to. Ramira City er moderne indrettet med gode muligheder for at møde de andre gæster i baren, restauranten eller på hotellets private afsnit på Kleopatra-stranden.