Afslapning, velvære, ro. Når danskerne tager på ferie i Alanya i Tyrkiet, vil de gerne forkæles og komme helt ned i gear. På mange tyrkiske hoteller og rundt omkring i badebyerne tilbydes hamam. Måske du har overvejet at prøve det – men hvad vil det egentligt sige at gå i hamam?
Historien bag hamam
Tyrkisk hamam er et bade- og afslapningsritual, som har rødder tilbage fra Osmannerriget og stadig den dag i dag giver en autentisk og kulturel oplevelse af velvære. Hamammer blev oprindeligt designet som sociale steder, hvor folk fra alle samfundslag kunne mødes, slappe af, og lade deres bekymringer blive skyllet væk. De tyrkiske baderum var også forbundet med hygiejne, sundhed og kropsskønhed, hvor folk kunne rense både krop og sind i det varme dampbad. Folk ville bruge tid i hamam, ikke blot for at rense huden, men også for at lade dampen lindre symptomer fra luftvejssygdomme og cirkulationsproblemer samt åbne porerne og lindre muskelspændinger.
Oplevelsen – hvordan foregår hamam?
Når du rejser til Alanya, kan det varmt anbefales at prøve hamam, men det kan være rart at vide, hvad man kan forvente af oplevelsen.
Inden din hamamoplevelse bliver du guidet til et omklædningsrum, hvor du kan iføre dig dit badetøj og låse dine ting ind i et skab. Herefter er du klar til at træde ind i det varme dampbad. Du har sikkert set et tyrkisk hamam på billeder – de fleste har en karakteristisk arkitektonisk stil med marmorinteriør, kuplet loft, søjler og smukt udsmykkede fliser. I midten af rummet står en opvarmet marmorplatform, som kommer til at danne rammen om din hamamoplevelse. Langs væggene er siddepladser, hvor du starter med at sidde og skylle dig med vand, mens dampen åbner dine porer og gør dig helt afslappet.
Skumbad og eksfoliering
Efter nogle minutter vil personalet (tellaks for mænd eller natirs for kvinder) komme ind i rummet, og bede dig tage plads på marmorplatformen, hvor de vil hælde varmt vand og skum over din krop. Med en eksfolierende scrub giver de dig en grundig skintonic og peeling iført specielle handsker. Behandlingen fjerner døde hudceller og fremmer blodcirkulationen, hvilket resulterer i en silkeblød og frisk hud. Efter behandlingen kan du nyde en kølig skyller under bruserne, inden de slutter af med at massere din krop med olier, så eventuelle muskelspændinger blødes op.
Ny, frisk hud
Turister der ynder at gå i hamam, når de rejser til Alanya, gør det ofte i starten af deres ferie for at fjerne døde hudceller. Den ”nye” hud efterlades derfor ubeskyttet, hvilket gør den mere modtagelig over for solens stråler og dermed en god tan. Du kan også slutte ferien med en tur i hamam for at suge den sidste afslapning og luksus til dig, men det kan ikke anbefales, hvis din hud er blevet rød i løbet af ugen, da eksfolieringen så vil gøre ondt.
Huskeliste og tips til hamam
Før hamam:
Sæt god tid af
Oliemassagen vil efterlade din krop og hår lidt fedtet, så planlæg ikke vigtige aktiviteter lige efter din tur i hamam, da du nok gerne vil hjem på værelset og have et bad først.
Pak en taske
Behandlingen foregår iført badetøj, så vælg noget du er komfortabel i. Herudover anbefaler vi, at du medbringer skiftetøj og hårbørste til efter behandlingen. Du får mulighed for at låse dine ting inde i et skab, men efterlad evt. smykker og andre værdigenstande aflåst på hotelværelset.
Spørg personalet
Mange hoteller i Alanya tilbyder hamam, og her kan du med fordel spørge dem, hvilke faciliteter de tilbyder, og hvad du selv skal medbringe. Har de en hjemmeside, kan du også tjekke den for information.
Efter hamam:
Drik vand
Dampbadet opvarmer din krop, og det er derfor vigtigt at skylle dig i koldt vand efter behandlingen for at køle den ned igen. Derudover er det vigtigt at tage imod det drikkevand, som du tilbydes efter behandlingen, så du ikke bliver dehydreret.
Husk solcremen
Efter en tur i hamam er din hud ekstra sart i solen. Brug derfor en god solcreme med en høj faktor, når du solbader.