Ofte stillede spørgsmål  |  Om os  |  Bestil bagage/sæde  |  Kontakt

God

40.000 gæster i 2022

 

Dit overblik over Alanya

Alanya er en by med 289.000 indbyggere beliggende 60 km øst for Side og 130 km øst for Antalya. Byen har en fantastisk smuk placering på Tyrkiets sydkyst, direkte ud til det lune Middelhav og med de naturskønne Taurusbjerge som baggrund. I hjertet af byen finder du den stemningsfulde basar. Her kan du købe alt fra smykker og krydderier til kunsthåndværk og kopivarer af mere eller mindre tvivlsom kvalitet. Her kan være gode penge at spare på bl.a. lædervarer, keramik og lamper. Basaren er dog langt fra det eneste sted i Alanya, hvor du kan gøre feriens indkøb – i byens indkøbscenter, Alanyum, og langs Alanyas hovedgade, Atatürk Boulevard, findes masser af butikker med alt, hvad hjertet kan begære af tøj, legetøj, kosmetik, tasker og meget mere. Rundt omkring i byen findes desuden flere forskellige markeder, som er værd at besøge.

Afslappende dage ved havnen og festlige nætter i byen

Tæt ved byens basar finder du Alanyas hyggelige havn. Langs havnen findes et væld af gode restauranter og caféer, hvor du kan nyde et lækkert måltid eller en kølig forfriskning med udsigt over havet. Ved havnen finder du også byens mange turbåde, som giver dig mulighed for at opleve Alanya fra havsiden. Her er små party-cruises, hvor sol og høj musik sørger for en fest på havet, og her er den mere afslappende udgave, hvor det blot handler om at nyde solen, en kølig dukkert og de smukke omgivelser – her er med andre ord bådture for en hver smag.

Søger du en festlig aften i byen, så er Alanya mere end leveringsdygtig. Lige bag basaren finder du størstedelen af byens diskoteker og natklubber, og her kan du feste natten lang. Uden for diskotekerne laver personalet ofte små shows af forskellig art for at vise forbipasserende gæster, hvorfor lige netop deres beværtning adskiller sig fra de øvrige. Her er det altid en oplevelse at gå en tur i de sene aften- og nattetimer.

Nyd dagen på stranden

Alanya har flere dejlige strande at vælge imellem, når du vil bade og slappe af i solen. Byens mest berømte og mest populære strand kaldes Kleopatra-stranden og ligger vest for byens centrum. Kleopatra-stranden er en dejlig sandstrand med masser af vandsportsaktiviteter og et fint udvalg af hyggelige strandcaféer. Stranden er bred, så selv om den er meget velbesøgt, så er her god plads. Bølgerne ved Kleopatra-stranden er ofte høje, og her bliver relativt hurtigt dybt.

Søger du en mere børnevenlig og fredelig strand, så kan du med fordel tage over på den modsatte side af forbjerget og Alanyas centrum. Her finder du Aladdin Keykubat-stranden, som på grund af sin beliggenhed øst for byen ofte omtales som ”Øststranden”. Stranden har en del flere sten end Kleopatra-stranden, men den bliver kun langsomt dyb, så den er et godt valg, hvis du rejser med små børn.

Alanyas seværdigheder

Hævet over Alanya by finder du den imponerende fæstning, som i daglig tale kaldes ”Borgen”. Herfra kan du nyde en storslået udsigt over havet og byen, og når mørket falder på, lyses ruinerne op på smukkeste vis. Det kan varmt anbefales at planlægge en halvdagstur op til borgen, og når du har gået turen rundt i ruinerne, kan du med fordel tage Alanyas svævebane ned til Damlatas, hvor der venter en anden af Alanyas mest populære seværdigheder; Damlatasgrotterne. I grotterne kan du opleve drypstensformationer, som kan dateres 15-20.000 år tilbage i tiden. Grotterne gemmer desuden på spændende historie fra dengang pirater brugte dem til at holde deres fanger indespærrede.

Alanyas smukke natur

Når du står midt i Alanyas livlige basar, kan det være svært at forestille sig de fantastiske naturoplevelser, der gemmer sig ganske tæt på byens centrum – men du skal ikke langt op i bjergene for, at byens puls bliver afløst af duften af de høje fyrretræer, små fredelige landsbyer og en fortryllende udsigt over kysten. Det kan derfor varmt anbefales at krydre ferien i Alanya med en køretur langs de snoede bjergveje, hvor du kan opleve den smukke natur, der gemmer sig lige uden for byen. På de varmeste dage kan du med fordel lægge vejen forbi Dim Cay, hvor den kolde smeltevandsflod lokker med en forfriskende svømmetur, og de små restauranter langs floden er klar med frokost i stemningsfulde omgivelser.

Følg os på sociale medier