Ofte stillede spørgsmål  |  Om os  |  Bestil bagage/sæde  |  Kontakt

God

40.000 gæster i 2022

 

Guide: Rejser med All Inclusive

All Inclusive-giude

All Inclusive – ordene smager næsten af sol, pools, palmer og afslapning! Dét er nemt, dét er bekvemt, og derfor er det også blandt de mest populære rejseformer, når den hektiske hverdag sættes på pause, og det er tid til hyggelige stunder og kvalitetstid med dem, vi holder af.

Men hvad kan du egentlig vente dig, når du går all in på afslapning og vælger en All Inclusive-ferie? I denne guide stiller jeg skarpt på den populære ferieform, som for de fleste er indbegrebet af selvforkælelse, når ferien går syd på.

Hvad er inkluderet, når du bestiller en rejse med All Inclusive?

Pasta-kok i All Inclusive-restaurant

Når du bestiller en rejse med All Inclusive, kan du, som udgangspunkt, forvente, at morgenmad, frokost og aftensmad er inkluderet i prisen. Derudover serveres drikkevarer til måltiderne, og det vil som regel være lokalt producerede vine, øl, sodavand og spiritus eller mærker, som hotellet har udvalgt til at indgå i All Inclusive. Hvad der helt specifikt indgår i All Inclusive-programmet på det enkelte hotel, vil fremgå af hotelbeskrivelsen under punktet ”Forplejning”. Her vil det også fremgå, hvis andet – f.eks. is, snacks eller natmad – indgår i hotellets All Inclusive-program.

All Inclusive-drink

På de fleste hoteller gælder All Inclusive-programmet som regel indtil kl. 12 på hjemrejsedagen.

Hvad er Ultra All Inclusive?

All Inclusive-buffet

Hvad er forskellen på All Inclusive og Ultra All Inclusive? Ultra All Inclusive betyder, at der er tilføjet lidt ekstra til All inclusive-konceptet. Det kan f.eks. være, at der er masser af ekstra aktiviteter og underholdning, det kan være udvidede åbningstider i hotellets barer og restauranter, minibar eller importerede/kendte mærker af alkohol og øvrige drikkevarer. Ligesom på All Inclusive-hoteller vil det fremgå af beskrivelsen, hvad der er inkluderet i prisen.

Hvilke ekstraudgifter kan du forvente på en All Inclusive-ferie?

Når måltider og drikkevarer er betalt hjemmefra, bliver det unægteligt noget nemmere at holde styr på feriebudgettet. Der er dog alligevel tidspunkter, hvor pungen skal en tur op af lommen. På turen til og fra rejsemålet og på udflugter skal du selv dække udgifterne til mad og drikkevarer. Derudover tilbyder mange hoteller tilkøb af forskellige serviceydelser, det kan f.eks. være a la carte-middag som supplement til All Inclusive-buffeterne, det kan være roomservice, børnepasning eller noget helt fjerde. De forskellige tilkøbsmuligheder fremgår af hotelbeskrivelsen på det enkelte hotel.

Billig All Inclusive eller luksus-udgaven?

Standarden på All Inclusive-programmet varierer naturligvis fra hotel til hotel men også fra land til land. Prisen og hotellets øvrige standard er ofte en god indikation på, hvad du kan forvente af hotellets All Inclusive-program. Vælger du et billigt 3-stjernet All Inclusive-hotel, skal du regne med at All Inclusive-programmet er af en simpel og til tider ensformig standard. Det vil sige, der typisk vil være nogle få varme retter samt et mindre udvalg af salat og kager. Udvalget af drikkevarer med og uden alkohol vil ligeledes være begrænset til lokale mærker og til få typer spiritus – hvis du vil krydre ferien med flotte cocktails, så kan de som regel tilkøbes.

Selvom de billige All Inclusive-hoteller ikke byder på storslåede kulinariske eventyr, så er de bestemt ikke uden fordele. Prisen er i mange tilfælde så lav, så du kan bruge et billigt All Inclusive-hotel som supplement til feriens restaurantbesøg. Spis f.eks. din morgenmad og frokost på hotellet og udforsk byens restauranter om aftenen. Med All Inclusive har du nem adgang til mad og drikke i løbet af dagen, og du slipper for at skulle tage pungen med til poolen.

Vælger du et All Inclusive-hotel af højere standard, kan du selvfølgelig forvente dig mere af All Inclusive-programmet. Generelt kan man sige, at jo højere standard, jo mere variation og bedre udvalg i All Inclusive-programmet. Det er dog ikke kun antallet af stjerner, der spiller en rolle i standarden på All Inclusive – der findes et stort spænd inden for samme kategori – derfor kan ét 5-stjernet All Inclusive-hotel godt være af væsentlig bedre standard end et andet, og igen kan det det godt betale sig at skæve til prisen, når du vil have en indikation af, hvad du kan forvente af hotellets All Inclusive-program.

All Inclusive på dit rejsemål

Der er mange faktorer, der spiller ind i den samlede oplevelse af feriens All Inclusive – ikke mindst rejsemålet. Maden bærer ofte præg af den lokale madkultur. Så selv om All Inclusive har et ry for at have fuld fokus på pommes frites og frituregrydens øvrige fristelser – så er det langt fra hele sandheden – tværtimod.

Mange hoteller sætter en ære i at tilbyde et godt miks af internationale retter og lækre lokale specialiteter. Så uanset om du foretrækker det velkendte, eller du vil krydre ferien med nye madoplevelser, så er der gode muligheder for at få stillet sulten i All Inclusive-buffeten, og jo højere hotelstandard, jo flere valgmuligheder.

DERFOR kan du med fordel vælge All Inclusive

Ferie på den nemme måde

Når jeg spørger folk omkring mig, hvorfor de vælger All Inclusive, når ferien går sydpå til fx Tyrkiet og Grækenland –kommer svaret promte; Fordi det er nemt. All Inclusive er virkelig ferie på den nemme måde. Du slipper for at skulle finde restauranter, hver gang sulten melder sig, og du slipper for at skulle rende rundt med pungen fremme, når tørsten melder sig ved poolen. Samtidig kan familiens kræsenpinde nemt finde deres favoritter på buffeten, og du er ikke tvangsindlagt til 14 dages pomfrit-overdosis. Du kan nemlig også vælge lige netop dét, du bedst kan lide.

Styr på feriebudgettet

Det kan være svært at gennemskue, hvor mange penge du egentlig bruger, når du tager på ferie. Men med All Inclusive er en hel del af feriens udgifter allerede betalt hjemmefra, hvilket giver et meget bedre overblik. Samtidig kan der også være gode penge at spare. Rejser du f.eks. med sultne teenagere eller is-glade børn, kan det give god mening at vælge en løsning, hvor der ikke er nogle øvre begrænsning på, hvor mange gange de må besøge buffeten eller vælge et All Inclusive-koncept, hvor is også indgår.

All Inclusive og alt det ekstra

Vælger du et All Inclusive-hotel af en lidt højere standard, er underholdning og aktiviteter også en del af pakken. Mange 4- og 5-stjernede All Inclusive-hoteller har et omfattende underholdningsprogram med fx børneklubber, minidisco og sportsaktiviteter samt shows og live musik. Her finder du med andre ord den perfekte kombination af underholdning og afslapning for hele familien. Vælger du et voksenhotel med All Inclusive er alle faciliteter og aktiviteter naturligvis målrettet voksne.

Børneferie, når det er bedst

Der er ingen tvivl om, at All Inclusive er en storfavorit blandt børnefamilier, og det er bestemt ikke uden grund. Der findes mange All Inclusive-hoteller, som har alle ingredienserne til en fantastisk familieferie. Børnenes favoritter på buffeten, vandrutsjebaner, underholdning og sjove aktiviteter for hele familien – glade børn og afslappede forældre under sydens lune stråler! Dét er ferie, når det er bedst.

Bestil din rejse med All Inclusive her.

Følg os på sociale medier